De sidste par uger har været præget af uforudsigelighed og skræmmende smittekurver. Coronavirus har vendt hverdagen på hovedet og tester os på vores sammenhold og udholdenhed. Vi bliver alle påvirkede af usikkerheden, angsten, bekymringerne og den sociale isolation.

I en krisetid er det helt normalt, at vores spisevaner ændrer sig. Måske spiser du mere, end du plejer og har svært ved at fastholde dine sunde madvaner.

Før coronakrisen levede jeg rimelig disciplineret med hensyn til den kost jeg spiser, men i den seneste tid har mine madvaner ændret sig! Pludselig har jeg fået en stor trang til slik og hurtige kulhydrater, hvilket jeg normalt ikke har. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så spiser jeg nok også lidt mere, end jeg plejer, og mere end jeg har brug for.
Alle mine gode intentioner med at drikke flere forskellige slags urteteer, varmt citronvand om morgenen og gurkemejeshots, virker med ét ret ligegyldige i forhold til, hvad der foregår rundt i verden lige nu.

Men det er ikke ligegyldigt at holde fast i de sunde vaner og rutiner, for det giver os en tryghed og forudsigelighed i en svær tid.
Selvom det er svært, så vil jeg opfordre dig til at prøve at holde fast i de fleste af dine sunde madvaner. Og skulle der ryge lidt ekstra sukker eller chokolade indenbords i disse tider, så lad være med at stresse over det.

Det gælder om at bevare roen og have fokus på de vigtige ting. Det er ikke nu, at du skal tage de store kostmæssige beslutninger eller gå i gang med at omlægge din kost, for det kræver et stort mentalt overskud. Måske er det langt vigtigere, at du bruger dit overskud på at hjælpe ældre familiemedlemmer eller andre sårbare i din omgangskreds.

 

Her er nogle enkle råd i en coronatid:

  • Skær ned på kaffe og alkohol, det kan forstærke angst og uro
  • Prioritér din nattesøvn, så du styrker dit immunforsvar
  • Spis masser af fibre, det er godt for din tarmflora
  • Kom ud i naturen
  • Hav fokus på din vejtrækning
  • Hold fast i spisetider og bordskik
  • Dyrk socialt fælleskab over de digitale medier
  • Vis tolerance over for andre
  • Vær omhyggelig med din hygiejne

Pas godt på dig selv og hinanden.

Dorthe Dyring
Kostvejleder og sygeplejerske
Sund Igen