Jeg har længe været nysgerrig på, hvad A2 mælk egentlig er. – Smager den bedre, er den sundere, og hvorfor er den lige pludselig blevet så populær.
Nu har jeg researched om A2 mælk, har selv afprøvet mælken og er blevet lidt klogere på, hvad fordelene ved A2 mælk er. Her er, hvad jeg har fundet ud af:

Mennesket har drukket komælk i tusindvis af år. Men komælken har ændret sig gennem tiderne. Malkekoen er blevet forædlet, så den kan give et større udbytte, og der er sket genetiske mutationer, som betyder, at mælken i dag er en anden type mælk end den oprindelige komælk. De fleste moderne malkekøer leverer i dag en mælketype, der kaldes A1. Oprindelige urgamle ko-racer (Jersey og Guernseys køer) producerer en anden type mælk, som kaldes A2 mælk.

Når der er tale om A2 mælk, er det proteinet i mælken, som er interessant.
Mælk indeholder overordnet to typer protein: kasein og valle. Kasein kan inddeles i yderligere fire kategorier, hvoraf beta-kasein får megen opmærksomhed, særligt betegnelserne A1 og A2.

Drikker man mælk fra almindelige malkekøer, vil mælken ofte indeholde beta-kasein A1, som bliver nedbrudt i kroppen til et peptid, der hedder BCM-7. Det er dette stof, som i visse tilfælde kan medføre ubehag som oppustethed, mavesmerter eller diarre. Nogle forskere mener endvidere, at der er en sammenhæng mellem BCM-7 og forekomsten af type 1 diabetes, hjertekarsygdomme, autisme og inflammatoriske sygdomme.

Vælger man derimod at drikke A2 mælk fra Jersey køer, så indeholder mælken proteinet beta- kasein A2, som er det oprindelige mælkeprotein, og det skulle være lettere for kroppen at nedbryde. Det interessante spørgsmål er om folk, der mistænker, at de er laktoseintolerante, i virkeligheden reagerer på A1 proteinet i mælken. Det kan være et forsøg værd at afprøve A2 mælk og se, om man bedre tåler denne mælketype.
Det skal dog siges, at hvis du har fået konstateret mælkeallergi, så skal du afholde dig helt fra alle mælkeprodukter.

Der bliver skrevet en del i medierne om A2 mælk, og der er stor uenighed om de sundhedsmæssige fordele ved at drikke A2 mælk. Foreløbig er der ingen videnskabelig dokumentation for, at A2 mælk skulle have en sundhedsmæssig fordel frem for den normale mælk. Jeg mener, at det må komme an på et forsøg, og at A2 mælk er et godt alternativ til den traditionelle A1 mælk.

A2 mælk eller Urmælk, som den også kaldes, kan købes i flere supermarkeder. Prisen er dog lidt dyrere end normal mælk. Smagen, synes jeg, er helt i top, den er lidt mere fyldig end normal mælk, og farven er lidt mørkere. Jeg kan godt lide ideen om, at mælken er tæt på den oprindelige urmælk, og at den er økologisk og produceres under forhold, som tager hensyn til dyrevelfærden.
Jeg kan helt klart anbefale at prøve A2 mælk.

Dorthe Dyring